Grundskatter | Langsøparken

Langsøparken

← Tilbage til nyheder

Grundskatter

Udgivet den 13. januar 2024

ABF arbejder med de nye offentlige grundvurderinger

Baggrund
Andelsboligforeninger og andelshavere beskattes ikke af værdien af bygningerne. Det skyldes, at andelshavere ikke ejer deres bolig, men kun har brugsret til den. Foreningen betaler alene grundskyld, som er skat af grundens værdi..

Grundskylden beregnes med udgangspunkt i foreningens grundværdi, som fastsættes af Vurderingsstyrelsen. Siden 2012 har der ikke været nye vurderinger af grundværdier for ejendomme ejet af andelsboligforeninger, da hele systemet blev sat på pause for at lave et nyt ejendomsvurderingssystem. I 2014-2020 videreførte man altså blot grundværdien fra 2012.

I 2021 begyndte Vurderingsstyrelsen løbende at udsende nye vurderinger til ejerboliger, og først når denne proces er færdig, vil andelsboligforeninger modtage en ny vurdering af grundværdien. Dette forventes først at ske i 2025. Der er dog kommet dog en foreløbig vurdering af grundværdien den 11. december 2023, da nye skatteregler er trådt i kraft fra 1. januar 2024.

Nye skatteregler fra 2024

Hvor stor en promille af grundværdien, foreningen skal betale grundskyld af, reguleres gennem den enkelte kommunes grundskyldspromille.

I 2024 er det vedtaget, at grundskyldsbetalingen for andelsboligforeninger maksimalt kan stige med 2,8%.

Herefter er der med de nye boligskatteregler indført en stigningsbegrænsningsregel for erhvervsejendomme, som andelsboligforeninger hører under. Reglen betyder, at grundskylden højst kan stige fra det ene år til det næste med 4,75 procent af den fuldt indfasede grundskyldsbetaling. Grundskylden stiger i denne takt, så længe den betalte grundskyld er under den fuldt indfasede grundskyld.

Den fuldt indfasede grundskyldsbetaling opgøres ved grundskyldspromillen ganget med den aktuelle grundværdi fratrukket 20 procent (forsigtighedsnedslaget).

I 2024 bliver grundskyldspromillerne sat ned over hele landet. Det gør de, fordi det ikke er meningen, at der skal flere skattekroner i de kommunale kasser, selvom vurderingerne stiger. Derfor har andelsboligforeningerne fået en foreløbig vurdering af grundværdien, så vurdering og promille passer sammen, selvom de endelige vurderinger ikke er klar før tidligst i 2025.

Når den endelige vurdering bliver klar, bliver de foreløbige ejendomsskatter genberegnet og efterreguleret. Man kan generelt ikke klage over de foreløbige vurderinger, men der vil i særlige tilfælde være mulighed for at få ændret vurderingen..

Fra 2024 overtager Skatteforvaltningen opkrævningen fra kommunerne
Som en del af det nye skattesystem, vil andelsboligforeninger fra 2024 blive opkrævet grundskyld i to årlige rater via Skatteforvaltningens opkrævningssystem, Skattekontoen. I 2024 er betalingsfristerne 2. april og 1. august.